Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fordelt de 100 mio. kr. til forsøg med sundhedscentre, som Grenaa Kommune i samarbejde med de øvrige kommuner på Djursland har søgt. I Region Midtjylland fik Egvad Kommune, Horsens Kommune, Århus Kommune og Samsø Kommune tilskud til at etablere sundhedscentre og beskrivelse af projekter.
Det glæder mig, at der er sat gang i processen om at forberede overtagelsen af nye opgaver på sundhedsområdet, og håber, at de projekter kan give viden og inspiration til, hvordan vi kan løfte sundhedsopgaverne i fremtiden.
De nye udfordringer på sundhedsområdet nødvendiggør, at vi udvikler nye organisatoriske løsninger. I forbindelse med ansøgningen har Grenaa Kommune og de øvrige kommuner på Djursland arbejdet med at beskrive nye rammer for at skabe en sund levevis på Djursland.
Udgangspunktet for dette arbejde har været Grenaa Sygehus, hvor jeg mener, at det er oplagt at udnytte de ledige lokaler til at skabe et udviklingscenter for sundhedsfremme og forebyggelse på Djursland. Centeret skal formidle resultater og erfaringer om, hvordan vi kan skabe sunde borgere på Djursland og dermed udvikle nye sundhedsfremmende og forebyggende tilbud rettet mod borgerne.
Århus Amts sundhedstilstandsrapport »Hvordan har du det?« viser, at andelen af de 25-74-årige, som ryger mere end 15 cigaretter om dagen, med svær overvægt og langvarig sygdom eller følger deraf, er højere på Djursland end den øvrige del af Århus Amt. Jeg mener derfor, at Djursland ikke kun skal vente på resultaterne og erfaringerne fra de deltagende kommuner.
Byrådet vil derfor i efteråret arbejde med revision af vores politiske visioner og målsætninger på ældreområdet, så der allerede i 2006 vil blive sat fokus på sundhedsfremme og forebyggelse.
Min vision er et Djursland som er et sundt og attraktivt sted at leve.
Med venlig hilsen
Erik Hoberg (S)
Formand for Voksen-
og Fritidsudvalget
i Grenaa Kommune
Kilde: grenå bladet
charlotte