For at sige det med det samme: Jeg skriver til alle jer, der har er opstillet i den nye Norddjurs Kommune. Vi skal jo til kommunal- og regionsvalg midt i november måned, og derfor er det jo af en vis betydning, at man får udset sig den kandidat, der er mest i overensstemmelse med ens egen mening, og som i øvrigt vil det bedste for Djursland.
Vi ved, at Djursland mangler en motorvej, mindst fra Århus til Tirstrup, som erstatning for den nærmest håbløse motortrafikvej, der er anlagt på samme strækning. Går du ind for, at omtalte motortrafikvej opgraderes til motorvej, og hvor højt er det på din prioriteringsliste?
Går du ind for, at den nye Norddjurs Kommune skal være erhvervsvenlig, og at samme kommunes tekniske forvaltning nærmest skal være en samarbejdspartner, der guider en ny virksomhed nemmest muligt igennem systemet, således at det bliver attraktivt at starte virksomhed i kommunen, i stedet for at være et offentligt kontor, der spænder ben for ethvert nyt initiativ.
Går du ind for helhjertet at støtte de regionsmedlemmer, der vil kæmpe for en bevarelse og udbygning af Grenaa Sygehus, og vil du gå i front mod nedlæggelse af Grenaa Sygehus, hvis regionen skulle anbefale det? Vil du være med til at støtte turistinitiativer som f. eks. Den Blå Avis er kommet med, for at støtte Kattegatcenteret og dermed turismen på Djursland?
Vil du venligst fremlægge dine visioner for Djurslands udbygning af erhvervsliv og turisme?
Jeres tanker vedr. ældreomsorg er for de fleste taget til efterretning til hudløshed, så det behøver I ikke at komme nærmere ind på.
Med venlig hilsen
Preben Mortensen
Åstrupskrænten 47
8500 Grenaa
Kilde: grenå bladet
charlotte