Der er stadig fuld gang i diskussionen om det påtænkte biogasanlæg på grunden ved den gamle kartoffelmelsfabrik i Auning. Hér er det socialdemokraten Tom Bytoft, der skriver:
Ved tanken om biogasanlæg på LYPI i Auning husker rigtigt mange borgere stadig den kvalme lugt fra frugtsaften fra den tidligere kartoffelmelsfabrik, som blev opbevaret i bassiner ved Lykkegården. Lugten lagde sig med jævne mellemrum som en dyne over Auning by. Senere afløste stanken fra LYPI, når græsset skulle tørres i større mængder. Det var meget ubehageligt.
Nu er der tale om at lave biogasanlæg i LYPI`s anlæg. Et anlæg, som eksperter hævder teknisk kan etableres på en sådan måde, at det ikke giver lugtgener.
Det er meget svært at tro på. De eksisterende anlæg giver ifølge pressen ind imellem lugtproblemer, om ikke andet så i forbindelse med uheld i driften. Lugtgener kan vel også forekomme i forbindelse med de mange transporter af biomasse, som hver dag skal køres til anlægget.
Det lyder fristende, når initiativtagerne tilbyder gratis varme fra anlægget til f.eks. svømmehallen, men dels vil afgifter m.v. uden tvivl medføre betaling af varmen til svømmehallen, og dels kan den ”gratis varme” købes for dyrt i form af lugtgener i hele Auning by og omegn.
Et biogasanlæg er en god idé, men det bør ikke placeres tæt på beboelsesområder – heller ikke tæt op af Auning by.
Kilde: Skrevet af S-kandidat Tom Bytoft fra Auning i Randers Amtsavis d. 8. november
rex