Tak til
 






  
05/05 2023

Vinterbyggeri kan skabe praktikpladser

Forleden dag stødte vi på et læserbrev fra en skolelev, Mads Randers fra Randers. Han kritiserede arbejdsgiverne for ikke at lukke unge nok ind i praktikpladser på de forskellige virksomheder – men vi bragte det ikke i Netavisen, selv om vi var tæt på at gøre det.

Nu får Mads så svar fra en fremtrædende organisationsmand fra byggebranchen, der bor i Auning og hermed er en borger fra den fremtidige kommune. Derfor – og fordi det jo er en vigtig debat – bringer vi det hér:

”Kære Mads.
Det var et godt og konkret råd, du havde til virksomhederne i dit indlæg ”Flere praktik-pladser, tak” lørdag d. 3. december, og jeg er bestemt heller ikke uenig i dine synspunkter.
Som formand for murersektionen i Dansk Byggeri og formand for det faglige fællesudvalg for murer-, stenhugger- og stukkaturfaget i Danmark vil jeg lige komme med et par bemærkninger til dit indlæg.
Jeg kan fortælle dig, at der gøres et rigtigt stort stykke arbejde for at skaffe flere unge ud i erhvervsuddannelserne, og for at de kan få en regulær praktikplads hos et firma/en mester.
Jeg kan fortælle dig, at der på landsplan er kommet 36% flere i ordinær uddannelse indenfor maler- og snedkerfaget, hvilket jeg synes er meget flot.
Der er i øjeblikket en stor søgning til især tømrer- og murerfaget, og for tømrerfagets vedkommende er skolepraktikken afskaffet, hvorimod den fortsat er i murerfaget, men som organisationsmand indenfor Dansk Byggeri ser vi helst de unge i en læreplads hos et firma, så de får dén vekseluddannelse, som vi helst ser, og ikke ”kun” en skoleuddannelse med lidt praktik undervejs.
For at løse nogle af de skolepraktik-problemer på de tekniske skoler, især omkring de større byer, har vi i det faglige fællesudvalg ansat en konsulent, som skal besøge virksomheder og have en tæt kontakt til de tekniske skoler i området for på dén måde at få flere ud i ordinære praktikpladser.
I Dansk Byggeri vil vi i det kommende år sætte mere fokus på flere unge ud i virksomhederne. Bl.a. med undersøgelse af, hvor mange praktikelever firmaerne har i forhold til fagligt ansatte og på dén måde kontakte firmaerne for at få flere elever ansat, og der findes i øvrigt også mange firmaer både i Dansk Byggeri, men så sandelig også firmaer, som står udenfor nogen organisation, der ikke har praktik-elever.
Men for mange mindre og mellemstore firmaer kan det være svært at have for mange praktik-elever set i forhold til antal faglærte udfra dén betragtning, at firmaerne specialiserer sig, og det kan være svært at give en praktik-elev dén brede uddannelse, som bekendtgørelsen siger, man som firma skal leve op til, ligesom problemet med, at mange firmaer i byggebranchen er nødt til at sende medarbejdere hjem i vinterperioden, hvor byggeaktiviteten falder meget, og elever kan ikke sendes hjem, da de er ansat på kontrakt og skal oplæres i dét fag, som de har kontrakt på.
Så derfor er det også vigtigt, at vi kan få så mange som muligt til at bygge om vinteren, så vi får et bedre flow i byggeriet og dermed også flere virksomheder til at tage praktik-elever.”

Kilde: Skrevet af Hans Ulrik Jensen fra Auning i Randers Amtsavis d. 8. december

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam