Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Egon Juul - Præstegårds-forpagter gennem 35 år i Gjerrild



Fhv. præstegårdsforpagter, Egon Juul, Henrik Ibsens Vej 14, Grenaa, er død på Grenaa Sygehus. Han blev 86 år. Egon Juul havde boet det meste af sit liv i Gjerrild, hvor han i 35 år virkede som præstegårdsforpagter, og hvor han var en kendt og vellidt mand. Han blev født i 1921 i Gjerrild, hvor hans far var skræddermester, og hvor han voksede op i en søskendeflok på ni. Han havde et dybt tilhørsforhold til Gjerrild, som han kun var væk fra i soldatertiden og de sidste otte-ni år, hvor han boede i Grenaa. Som ung tjente han på landbrug i Gjerrild og omegn og arbejdede i knap ti år som traktorfører i Gjerrild Ralleje. I 1942 blev han gift med Ketty Laursen, der stammede fra Stenvad, og som da arbejdede på telefoncentralen i Gjerrild. De bosatte sig i Gjerrild. I 1961 blev Egon Juul ansat som forpagter af præstegården i Gjerrild, hvor han passede det tilhørende lille landbrug med ca. 20 tdr. land jord og sørgede for al vedligeholdelse og praktisk arbejde på præstegården. Samtidig arbejdede han i en periode på godt 15 år på Grenaa Papfabrik. I 1988 havde han den sorg at miste sin hustru, Ketty Juul. I 1996, som 75-årig, stoppede han som præstegårdsforpagter, men blev boende der til 1999. Da flyttede han sammen med Mona Nielsen til villaen på Henrik Ibsens Vej i Grenaa. Mona Nielsen var organist i Simon Peters Kirkesal ved Grenaa Havn, og de mødtes først i 90'erne i Optimistkontoret i Grenaa, hvor de begge var aktive. I sine yngre dage var Egon Juul en frontfigur i foreningslivet i Gjerrild, hvor han i en længere periode var formand for idrætsforeningen. Han havde også haft formandsposter i brugsen og i vandværket. I det hele taget var han en meget aktiv borger i byen, hvor han var kendt af alle og afholdt. Egon Juul beskrives som en udadvendt, munter og optimistisk mand, der med sit gode humør var selskabeligt anlagt og holdt meget af samvær med andre. Han var en god familiefar, der værnede om sin familie. I en årrække var han aktiv i sangkor i Grenaa, og han holdt også meget af kortspil, som han dyrkede i Gjerrild og i Posthaven i Grenaa. Af væsen var han meget flittig, og han skulle helst være beskæftiget hele tiden. Indtil for få år siden tog han i skoven og fældede træer. Op i en høj alder havde han et godt helbred, og da han i juni 2007 kom på sygehuset, var det første gang i sit liv, han var indlagt. Det gik ham på, at han ikke længere kunne være så aktiv. Senest havde han været indlagt siden 21. januar. Han efterlader to døtre, der bor i Grenaa, to sønner, som bor i Gjerrild og Stockholm, børnebørn, oldebørn, sin samlever, Mona Nielsen, og en søster i Dragør.
m.s.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam