Poul Erik Helweg kan fejre sit 25 års jubilæum hos SCA Packaging Denmark fredag den 9. maj 2008.
Poul Erik Helweg startede på det daværende Danapak i 1974, hvor han i de første 4 år var tilknyttet konverteringsafdelingen og bl.a. var med i installationen af en tapemaskine. Derefter kom Poul Erik til formværkstedet, hvor han brugte meget tid på at tegne og konstruere nye forme. Her var han indtil 1982, hvor han selv søgte nye udfordringer uden for virksomheden. Dog vendte han tilbage allerede i 1983, hvor han blev tilknyttet papafdelingen, først med fratagning, senere som maskinfører, hvilket han har været frem til nu.
Privat bor Poul Erik sammen med sin kone Inger i Aastrupparken, som også er samlingspunktet for de 4 voksne børn og 3 børnebørn, som ofte kommer på besøg. Poul Eriks store hobby er duer. Interessen for duer startede allerede i drengeårene. Udstilling og opdræt af raceduer og kapflyvning med brevduer er det, fritiden går med. Forenings- og organisationsarbejde indenfor duesporten bliver der også brugt meget fritid på. Poul Erik har i en årrække været formand for Grenaa Brevdueforening og er desuden en dygtig udstillingsdommer inden for raceduer. Gennem sin hobby har Poul Erik fået mange gode venner inden for duesporten også i udlandet, hvor han flere gange har besøgt duevenner i Tyskland, og herfra har han ofte hentet nyt blod hjem til dueslaget.
Fra SCA Packaging ønsker man Poul Erik Helweg et stort tillykke med jubilæet. Jubilæet fejres med reception hos SCA Packaging Denmark, Åstrupvej 30, 8500 Grenaa, fredag den 9. maj 2008 kl. 10.00 - 11.30, hvor alle, der måtte ønske det, kan medvirke til at give jubilaren en festlig dag.
Kilde: Grenaa Bladet
sof